Folklore
Har sommeren ikke bare været fantastisk?Nej, vi måtte ikke grille på grund af tørken, men ... Læs mere, klik her

Folklore


Har sommeren ikke bare været fantastisk?

Nej, vi måtte ikke grille på grund af tørken, men til gengæld har dagene været dovne, dasende og vidunderlige. Og nok har grønsagerne været mere saftige end i år, men alle depoter forud for vinteren er blevet fyldt. Med sol, latter, vitaminer og følelsen af badevandet, der nedkøler kroppen på det herligste. 

Det var let at overgive sig til Mojitos eller Aperol Spritz på sådanne dage - og diverse "vandhuller" må have haft en omsætning, der kun er overgået af iskioskernes!

Når pulsen er kommet ned efter travlheden før ferien, findes der ikke noget bedre end at sætte sig et godt sted - og bare se. Glo som et barn uden filter - på folkelivet, der udspiller sig som et stykke absurd teater for øjnene af en. At opleve, hvor let gemytterne hidser sig op i kampen om en parkeringsplads eller et bord er da en festlig oplevelse.

Sidegevinsterne er at overhøre andre kvinders diskussioner om svalende og farverige gevandter, uvorne unger, der giver den lige én tand til i varmen og par, der argumenterer i spændingsfeltet mellem ønskerne om det tilbagelænede eller det perfekte.

Så sidder man der med sit glas - og nyder det. Det, som man med et herligt udtryk kan betegne som "folklore".

Om det er en tilsvarende oplevelse, Turid Gramstad Oliver havde forud for Stavangerflint-produktionen med den kulørte dekoration af samme navn skal vi lade være usagt. Men årtier senere er den egentlig et godt billede på sommeren 2018 - og nu er vi styrkede til en ny årstid.

Gad vide, hvor mange gange tankerne i de kommende måneder vil gå tilbage til sommeren 2018? Det bliver ikke få! 

Jo, den var altså fantastisk!







© Udarbejdet af ThiseWeb.dk