Så er vi tilbage ...
Der er netop nu lagt nye ting på hjemmesiden - og det er de første siden sensommeren 2020... Læs mere, klik her

At gøre store øjne




Faktisk aner jeg ikke, om pigerne i dag tegner store øjne og markante øjenvipper.

Men i 70'erne gjorde vi det - og måske var det inspireret af Willer Keramik?

Hver gang, jeg ser en baby tænker jeg på de ikoniske øjne, og så spekulerer jeg over, hvornår vi som mennesker holder op med at glo uhæmmet? Bortset fra det at blive båret, beundret af alle, kørt rundt til man sover og kunne skrige uhæmmet er dette stirrende blik nok dét, jeg allermest misunder små børn. 

I de senere har jeg tænkt på, at vi måske alligevel gør store øjne - uden at det bliver fysisk synligt? At aflevere et barn, der pludselig og som med ét slag er blevet stort, på efterskole er andet og mere end tåren i øjenkrogen hos forældrene.

Og ja, jeg får det til at lyde smukt og klædeligt. Jeg tudede i stride strømme, havde røde øjne og var i dagevis præget af den nyforelskedes længsel. 

Nu kan jeg heller ikke helt forstå det, men det er to år siden, jeg afleverede min højtelskede søn på Østhimmerlands Efterskole. Min mand var anderledes hvilende i situationen - han mente, at de lange ærmer på forstanderens jakke vidnede om indkøb i genbrugsbutik. Med andre ord - når det ikke var vigtigt, var værdigrundlaget helt rigtigt. Og han havde ret!

Det vigtige var derimod "at undres og betages, når livet kommer nær", som forstanderen citerede Halfdan Rasmussen for. Jeg så for mig de små 100 unge, der var præget af nystrøget tøj og formfuldendte frisurer gøre Willer-øjne efterhånden som livet kom nær.

Jeg havde i hvert fald gjort store øjne, hvis jeg den søndag havde kunnet se ind i fremtiden! Som på Willer-metoden i højeste potens.

Siden den dag har min søn ikke boet hjemme - og jeg har det som om det var i går, han sad som en fed baby på min arm og gloede uhæmmet på folk. Og som om det ikke er længere siden end i forgårs, jeg sad sammen med de andre piger og tegnede piger med store øjne og øjenvipper, som man kun kan drømme om.








© Udarbejdet af ThiseWeb.dk