Nøddeknækker eller lys-general?
Okay, så indrømmer jeg det. At den faktisk startede i begyndelsen af september. Min mor, m.... Læs mere, klik her

Nu begynder julen

Tidspunktet kan nogle diskutere fra nu af og til juleaften - og det er der nogle, der gør. Dem om det.

Selv elsker jeg julen - og det handler hverken om gaver, mad eller fridage. Det handler om traditioner. Om at blive sendt tilbage i tiden af en duft, en ældgammel julekugle eller erindringen, der vender tilbage med et lykkeligt stød helt derinde, hvortil man sjældent oplever passagen så let som i de dage. 

Det er tåren, der overvælder og sætter sig i øjenkrogen ved et savn, men det kan være sin sag at besvare det store spørgsmål: Er det vrede over, at de ikke er her i en alder af 100 år - eller er det glæde over, at vi dog var så heldige, at vi havde dem?

Meget af det, der skal til for at det kan blive jul - sådan rigtigt - er gemt eller kan genskabes. Men der er også noget, der er glemt.

Gensynet er fantastisk. Som da jeg genså julekalenderen fra Brugsen i 70'erne. Jeg har ikke skænket den en tanke i årevis! Den kostede 1,25 kroner, selv om der reelt var tale om reklame - men se lige, hvor den emmer af forventinger, glæde og julestemning.

De små låger er bevaret - og jeg kan sagtens se, hvordan mine børn, som ikke er små længere, tænker deres. Der er jo ikke noget i den!

Det er der til gengæld i de julekalendere, de i hvert fald skal have - hver dag er der gode sager. Sådan skal det være. Uanset deres alder.

Nu om stunder kan man også få én til hunden. Sådan én har vi naturligvis også investeret i, selv om vi endnu venter på en lille, gul labradorhvalp. Men ikke så længe endnu. 

Han skal hedde Linus - efter hovedpersonen i julekalenderen "Jul i Svinget". Og som sin forgænger, den højtelskede Palle, der sørgede for, at vi aldrig var alene i verden, skal han også have en rød sløjfe om halsen til jul. Sådan som de firbenede i mit barndomshjem - altid hanhunde - altid havde til jul.

Nu er julepynten klar på hjemmesiden - og den suppleres senere. Hos os har julepynten allerede været her længe - og det er over det hele. Tidligt eller ej. Man kan jo lade være med at kigge på den, hvis man ikke gider, og når vi kommer til nytår har selv jeg helt sikkert også fået nok.








© Udarbejdet af ThiseWeb.dk