Nøddeknækker eller lys-general?
Okay, så indrømmer jeg det. At den faktisk startede i begyndelsen af september. Min mor, m.... Læs mere, klik her

Nøddeknækker eller lys-general?


Okay, så indrømmer jeg det. At den faktisk startede i begyndelsen af september. Min mor, min datter og jeg var i "den butik, der handler med billige blomster", som én af de små i omgangskredsen omtaler forretningen i Aalborg. Men dér, i de første dage af september, startede den i år. 

Julen.

Vi havde en herlig stund midt i de bjerge af julepynt, der var der - og vi lod os fotografere sammen med meterhøje nøddeknækkere af træ. 

Vi shoppede totalt amok - stearinlys, nøddeknækkere, julepynt og servietter med persongalleriet fra tegneserien "Radisserne", som af fulde hals synger julesange. Vi grinede af det gyselige julepynt, der også var der - og forelskede os i det smukke. Og købte måske også lige rigeligt i betragtning af, at vi ikke hører til dem, der mangler.

Vi er ikke de eneste, der har det sådan. I efterårsferien var vi atter på udflugt, denne gang var vores søn også med. Han blev behørigt overvældet, mens vi andre til gengæld blev forbløffede. Det var helt vildt, hvad der var blevet solgt på de fem-seks uger, der var gået, siden vi sidst var der. Alt tyder på, at denne jul bliver nøddeknækkernes!

Vi er på flere årlige ture til det nordtyske, og det plejer oftest at være der, vi tidligere har fundet nøddeknækkere. Vi har beholdt de fleste af de fund selv. På den seneste tur fandt vi endda nogle i porcelæn. De går under betegnelsen "lys-generaler" - og er de ikke bare fuldstændig vidunderlige?







© Udarbejdet af ThiseWeb.dk