Så er vi tilbage ...
Der er netop nu lagt nye ting på hjemmesiden - og det er de første siden sensommeren 2020... Læs mere, klik her

Fordi jeg kan!




Loppemarkederne er blevet den nye folkesport, og som med al anden passion er det således blevet åstedet for en mindre heldig optræden. Ofte oplever man folk med forskellige tærskler for opførsel - og man kan bliver ofte overrasket over, hvor meget af sig selv, folk uforvarende giver indblik i.

Hvor megen dårlig opførsel, hvor besk tonen kan være mellem ægtepar, som folk uden videre afslører. Hvor meget mænd taler ned til ægtefæller, hvordan kvinder udveksler giftigheder om andre kvinder med en stemmeføring, der ikke er i nærheden af at kunne karakteriseres som "diskret teaterhvisken".

Det er faktisk intime og alt andet end efterspurgte øjeblikke, der bekræfter den gamle sandhed, at det ofte er bedre at tænke end at tie. Man kan blive rystet over, at folk selv i en høj alder slet ikke synes at have lært det, der for mange er børnelærdom. 

Det er sandt, at priserne på "gammelt skrammel" er steget og steget, men det er altså noget, vi har givet hinanden via licensen. Der er ikke megen diskussion eller uenighed blandt kræmmere om, at det er tv-programmernes skyld. Det hjælper med andre ord ikke at bebrejde kræmmere, der bare følger priserne for ikke at være til hån og latter hos "kollegerne" eller almindelige medmennesker, der ikke ønsker at forære arvestykker bort.  

Forleden havde jeg lejlighed til at opleve dette på nært hold. Jeg så, hvordan kvinder nød at holde Bamsefar (som nogle godt nok anser for at være -mor, men ikke mig, selv om en -far nok havde haft en bredere næse) fra Johgus på Bornholm mellem hænderne. Og så deres mænd, der tydeligvis ikke under dem den glæde at købe keramik for under en plovmand først på måneden! 

"Hvor vil du have den?". "Hvad vil du med den?" og "Den er grim!" var nogle af udsagnene. Det generer mig ikke, for smag og behag er forskellig.

Nej, det irriterer mig, at kvinderne derpå straks satte den fra sig - måske for husfredens skyld? De fleste lignede nogle, der selv tjener penge - og har de så ikke i nogen forstand råderet over dem? Ja, jeg er ikke i tvivl - og min mand ville aldrig vove at sige noget, der blot ligner.

Mellem kvinder kan det være lige så slemt. Keramik af Arne Bang er noget af det mest attraktive og populære lige nu, og signaturen er efterhånden lige så kendt som Kählers. Alene at få oplyst, at en vase i dag koster 2400 kroner, giver ikke automatisk carte blanche til en optræden så modbydelig, at den ikke engang hører til i skolegården for indskolingen.  

Jeg ved ikke, hvor mange, der strøg hånden hen over ryggen på Johannes og Gustavs fine bamse i løbet af få timer. Hvor mange kvindehænder han var i - og hvor mange af dem, der med et konfliktsky sæt satte ham fra sig igen efter mandens bemærkninger. Typisk en mand med cigaretpakken i brystlommen og en vom, der antydede, at øl kan der godt blive penge til.

Min datter har allerede bamsen, men til sidst kom han med mig hjem. Ikke kun fordi den var 150 kroner billigere end naboens. Ikke kun fordi den er smuk og vidunderlig at røre ved. Jeg ved ikke, om den skal blive stående - eller sælges.

Men jeg købte Bamsefar fra Bornholm, fordi jeg af en eller anden grund fik ondt af en keramikfigur eller måske bare ville vise mig selv, at jeg kan. At ingen skal blande sig i, hvad jeg køber for de penge, jeg tjener - og nu står han her. Fordi jeg kan!

Det giver mig en helt ny forståelse for "reol-butikker" - at man slipper for al den unødvendige viden om livet blandt ægtefæller og mennesker, man dog kun oplever et kort øjeblik. 

Og så kan min mand selvfølgelig glæde sig over, at det ikke var Arne Bang-vasen, jeg fik ondt af. Gør han det, er han dog klog nok til at gøre det i al stilfærdighed...







© Udarbejdet af ThiseWeb.dk