Det siges, at én type porcelæn aldrig går af mode: Det, der er dekoreret med blåt - på hvid eller cremefarvet baggrund. Tænk bare på det klassiske, musselmalede, Blå Blomst, Tangent eller Harlekin.
De danske porcelænsmalere var fabelagtige til at skabe kontraster med nuancer af blåt, men de øvrige i Skandinavien kan nu også godt være med. Rörstrand har Mon Amie - og så er der alle dem, som Stavangerflint har glædet os med.
Et eksempel er Rolf Fröylands "Viola", som ved første øjekast kan minde om stedmoderblomster, men ved nærmere eftersyn har alle violens karakteristika med nøje udvalgte, blå farver.
Vi ser det ikke særlig ofte, men lidt er da på vej: Kaffekopper, kagetallerkener, sidetallerkener, enkelte middagstallerkener og et fad i typisk Stavangerflint-udformning.
Og når man har nærstuderet hvem kan så sige sig fri for en faible for det blå og hvide? Og hvem er ikke vild med Viola?