Når man bliver over 90 år, og har haft et langt liv, der har været rigt på succes og begivenheder - ja, så er det vel naturens orden, at man ikke skal videre.
Alligevel følte jeg et stænk af vemod, da jeg i sidste uge erfarede, at Herbert Krenchel var død. Manden, der i 1950'erne skabte de smukke krenit-skåle, der er særdeles anvendelige til madlavning, smukke til salater eller uovertrufne som pyntegenstande.
Jeg har samlet i årevis - og jeg kan næsten ikke skille mig af med de mange, jeg efterhånden har. Og slet ikke, da jeg så, at allestedsnærværende Normann Copenhagen, som er et foretagende, jeg ingenlunde er fan af, relancerede skålen, som Krenchel navngav ved at sætte sit eget navn sammen med eternit.
Jamen, at farverne var nye handler vel om "at følge med tiden". Jeg kan lige se for mig, hvordan man i værkstedet har rynket på næserne af Krenchels farver og sagt til hinanden, at "det er ikke det, de unge vil have!"
Men mine tæer kan jeg slet ikke folde ud, når jeg ser dem - for længe skal man lede efter mage til skændsel mod det måske mest geniale: Formgivningen. Man har end ikke ulejliget sig med at tilstræbe den form, der var stærkt medvirkende til, at skålen vandt guld ved Triennalen i Milano i 1954.
Vorherrebevares, men Normann Copenhagen understregede klogeligt, at man havde samarbejdet med Krenchel.
Det er efter godt og vel vores to år med Just Retro stadig krenitskålene, som flest folk efterspørger - kun overgået af Lotus-skålene, der også er relanceret. Vi kan næsten klare efterspørgslen på Kold-dåserne, men vi giver fortabt på krenit-skålene.
Vi er mange fans, mærker vi, når mange skriver til os om et snapshot fra vores hjem her på siden med dette billede af de små stager, som Krenchel overfor os har betegnet som "prototyper, der blev fremstillet i meget beskedent antal". De kom aldrig i produktion - og derfor kan de heller ikke relanceres. Mange vil købe vores, men de kommer aldrig til salg.
En stor mand er ikke mere. Farvel, Krenchel - og tak for alle de smukke og nyttige sager!
