Til den rigtige ... fra os
Ved et tilfælde så hun mig over skulderen, da jeg sad ved computeren og skrev fakturaen, o... Læs mere, klik her

Gå tilbage til forrige side

Da Wiinblad var overalt...

Nogle samlinger opstår tilsyneladende uden man er videre bevidst om det.

Her i huset har vi samlet sammen til et stort vægur, der skal udgøres af sort-hvide årstidsplatter af danske Bjørn Wiinblad (1918-2006).

Vi har farverige Rosenthal juleplatter anno 70'erne fra hans hånd i stående i en stak, en Quistgaard-stage står i et fad, nogle forstenede søpindsvin ligger i et askebæger og et dekoreret bæger til hyacinter står fremme året rundt. Et små platter hænger over en reproduktion af Jens Søndergaard.  Det har alt sammen tilhørt nogen i familien.

Forleden fik min mor en dug med hans motiver, der ikke passede til vores borde - og hver vinter forestiller jeg mig, at jeg kan holde mig i ro længe nok til at lægge 500 brikker sammen til et puslespil.

Vi har sjældent Bjørn Wiinblad-ting til salg, hvilket er utroligt, når man tager masseproduktionen og populariteten i betragtning. Og derfor er vel perlen i den ubevidste samling vel disse to skønheder - den første og den sidste platte fra 30 års succesrigt samarbejde med Nymølle Antik.

Hvis begejstringen skal tilbagedateres må det være til dengang, da Wiinblad var overalt. Til februar 1979, da min morfar, advokat Erik Dynesen, fyldte 60 år. Midt i vinterferien, så jeg var med, da hans kolleger fra Advokatkontoret i Kolind kom til sild og tatar - og medbragte en stor blomsteropsats af de allermest spektakulære med spids næse fra Bjørn Wiinblad.

Jeg erindrer ikke hans modtagelse af den, men efterfølgende hadede min morfar den af et sandt hjerte. Når han og hans kone Trine skulle passe vores ruhårede gravhund, Jacques, håbede han altid, at hunden ville smadre den.

Det skete aldrig, og min morfar delte vores begejstring for hunden, så den havde været tilgivet i utvetydig glæde.

"Vil du ikke have den?", spurgte han håbefuldt, når jeg forsøgte at fremhæve den store krukkes kvaliteter. Svaret lød:

"Den er styg!". Jeg var ikke enig, men jeg mente ikke, man kunne flå en gave fra en gammel mand.

Nu synes jeg ikke, han var så gammel - og jeg har siden ærgret mig over, at jeg ikke slog til. Ikke ét loppemarked har jeg været til siden uden at se efter en, der svarer til min morfars.

Jeg tror aldrig, jeg finder den.

Det er nok derfor, jeg aldrig lægger et af de puslespil, Bjørn Wiinblad lavede for Irma. At lægge 500 brikker, mens jeg ærgrer mig - det vil nok alligevel være i overkanten.

Og nu er Wiinblad atter overalt! Jeg er nu ikke selv ved at falde i svime over de nye ting, men som et lyst hoved sagde forleden:

- Det er du jo aldrig!









© Udarbejdet af ThiseWeb.dk