Så er vi tilbage ...
Der er netop nu lagt nye ting på hjemmesiden - og det er de første siden sensommeren 2020... Læs mere, klik her

Gå tilbage til forrige side

Svensk jul




Måske er det, fordi de får mere sne? Måske er det fordi de er omgivet af flere træer? Måske er de bare lige en tand bedre til at skabe stemning?

Jeg ved ikke, hvad det er, men svenskerne kan altså noget med jul. De kan piske en stemning op på rekordtid - og lige nu er de for længst i gang med julemarkederne i Stockholm.

Det allerbedste er i Gamla Stan, hvor glöggen bare smager 100 gange bedre, når sneen knaser under støvlerne i 20 frostgrader. Og den serveres af et ældre samer-ægtepar fra det allernordligste. Og selv om de koster formuer, er safran- og kanelboller noget så lækre i Sverige.

For nogle år siden kom en veninde og jeg en sen fredag aften i november til Stockholm. Ingen af os havde været der før, men eftersom det var så jävla kalt, og vi var sultne, takkede vi ja til et tilbud om at indtage hotellets julefrokost.

Det kom vi ikke til at fortryde! Der var over 200 retter - alle tænkelige afarter af sild og fisk, elg- og rensdyrkød, juleskinke, kager, desserter og hele tre gigantiske borde med de allermest farverige, gode sager, man kunne forestille sig. Det var helt vildt, og jeg skrev menukortet af, og det er derfor, jeg kan oplyse, at der var over et par hundrede retter. Og de tre borde med konfekt og juleslik, stod alene anført som "godis"!

I alle vinduerne strålede de svenske stager, og ud af højtalerne kom julemelodier på alverdens sprog - og vi fik tilbud om at slutte os til indtil flere selskaber. Sjældent har jeg følt mig så velkommen.

Jeg tænker på den forlængede weekend i Stockholm hver gang, min svenske viskestykker kommer frem til jul. En ny samling på endnu kun et par stykker, men de afleder af og til også mine tanker fra det eneste minus, vi nogensinde fandt i Sverige: At vi skulle betale 10 kroner hver gang, vi skulle på toilettet.

Så var det ligegyldigt, at vi skulle i "Systemet" for at hente en flaske at holde varmen med. For også dér var julestemningen i top - og det var vi også meget imponerede af.

Og det er egentlig meget rart, at den egentlige årsag til, hvorfor svenskerne er så gode til jul, endnu ikke står lysende klart. Det giver talrige gode grunde til at vende tilbage.








© Udarbejdet af ThiseWeb.dk