Når man ikke blot interesserer sig for design, men også ord og historie, er noget af det sjoveste at se på, hvordan navnene er blevet til.
Nogle er lige ud ad landevejen - Fog & Mørup, Ørskov, B&O og Laurits Lønborg. Og så er der de sjovere brands, som måske nok er kryptiske, men bestemt ikke kedelige.
I besættelsens sidste år - 1944 - gik grossererne Rolf Fahrenholz og Stig Jørgensen sammen om et isenkræmmerfirma. Ved at sammentrække deres fornavne fandt de deres nye firmanavn - Rosti.
Fra starten var de meget interesserede i plastik, men da det var svært at skaffe, startede de en produktion med bakelit til pibespidser, knapper og andre ting, der ikke sådan lige at skaffe.
Men da ambitionen var, at plastikken skulle kunne anvendes i madlavningen, hvorfor det var vigtigt, at tingene holdt formen, selv om varmegraderne var stigende, måtte man til USA. Her fandt makkerparret den første melamin - og nåede målet.
Talrige arkitekter og industrielle designere blev inddraget i formgivningen, så den kræsne husmor kunne blive tilfreds - med Margrethe-skålen som højdepunktet. Den udviklede den verdensberømte Jacob Jensen, da han i 1954 havde ansættelse i Tegnestuen Bernadotte & Bjørn. 40 millioner eksemplarer er det blevet til på 60 år, og skålen er en del af den permanente udstilling på Museum Of Modern Art (MOMA) i New York.
Men også andre designere som Bjørn Christensen, Falle Uldahl og Søren Andersen har været med til at udødeliggøre Rosti og bringe det ind i en ny tidsalder, hvor det fortsat borger for kvalitet og holdbarhed.
Som disse fine sukkerskåle, som Søren Andersen er mesteren bag. De er da flotte ikke - og absolut et must, når solen skinner og fluer og hvepse flokkes om det politisk ukorrekte sukker.
Men det er - selvfølgelig - en anden sag.