"Og nu kom sørme Knud", slutter børnene her i huset altid "Sneflokke kommer vrimlende" med tanke på den tidligere, men fortsat meget synlige, skoleleder her i byen.
Lige nu kommer ikke mange sneflokke vrimlende, men derimod enkelte solstråler og måske en lettere stigning på humør-barometeret, fordi januar er slut.
Fraværet af god, gammeldags vinter gør ikke så meget for os, der tilbringer timer på landevejene, men det er lidt kedeligt og gråt i længden. Og så alt det vand.
Forleden fik Palle - den firbenede Vorherre her i huset - øje på en gående fasan, da jeg hang i den anden ende af snoren på en pløret skovstrækning. Og nok forsøgte jeg at blive stående på stedet og holde ham tilbage, men jeg skøjtede rask gennem pløre af mudder - uden at falde. Nej, som hundelufter har man intet imod klart frostvejr.
Og når jeg savner sneen, er det let at tænke på det sne-kaos, vi blev udsat for, da jeg for nogle år siden fejrede min 40 års fødselsdag. I løbet af 20 minutter kom der 16 afbud, musikerne nåede aldrig frem og det blev faktisk - mod alle odds - en god fest, fordi de fleste af de fremmødte overgav sig til det, vi alligevel ikke kan ændre på: Vejret!
Men lidt længere aftener hjælper også på humøret, og man begynder i al stilfærdighed at glæde sig til forår, sommer, loppemarkeder, udendørsliv og farverige dage. Og i det lys faldt jeg let for Korulen-solsikkerne, da jeg fandt nogle dele for første gang i flere år.
Og sådan kom der lidt farver på kyndelmisse, eftersom sneens hvide farve udebliver.
