Der findes folk, der ikke bryder sig om at sige noget pænt om tyskerne.
Og naturligvis kan en indvending mod EU være, at "de sidder på det hele". Men forlader man en tanke om storpolitiske forhold til fordel for én om klassikere fra det tyske, er det noget andet.
Bay, Scheurich og Strehla er blot nogle af navnene på det farvestrålende og originale keramik, der havde sin storhedstid i 70'erne.
Og som har fået det igen, fordi de opfindsomme og til tider krasse farvesammensætninger bringer liv og originalitet ind i de moderne boligindretning.
Vi er mange samlere, og for bare et par år siden var det lettere end det er i dag. Priserne er stormet op ad - og selv på loppemarkeder i genbrugsbutikker kan prisen for selv en mindre ting ligge på en hundredekroneseddel.
Det er vildt, men alligevel ikke helt ubegribeligt, når man tænker på, at der er tale om unika, der harmonerer på det smukkeste med snart sagt alle tidens boligtendenser.
Vi har været heldige, og har snart en hel del på vej. Og hvem vil ikke gerne have lidt farve på de mørke dage, inden tiden med ét slag er til at finde julepynten frem?
Og kan man hverken rose tyskerne for biler eller øl - og hvem kan i virkeligheden ikke det? - så kan man roligt begynde at tænke på Fat Lava.