"Lyngby Porcelæn har sgu' da aldrig lavet julekugler af porcelæn", siger en sand loppe-søster forarget, mens hun kyler det magasin, som jeg er storforbruger af fra sen oktober, fra sig.
Næh, det har de ganske vist ikke, men det har de nu.
Elegante, let rillede i hvide og pastelfarver, som næppe kommer til at genere nogen - og det er så noget af "årets julepynt".
Diskussionen fortsætter, for hvem har egentlig sagt, at man skal have nyt julepynt hvert år? Jeg skæver hen mod den bunke, der ligger på et FDB-bord - en Almedahl-dug, et par nisser, en anden svensk dug til det lille bord ovenpå, julekugler, et par træstager og andet. Det er det, jeg har taget fra til mig selv.
Men jeg siger ikke noget, for der er ingen grund til at gøre indrømmelser, der kan afspore diskussionen. Langt væk, i gemmerne, ligger børnenes 10 år gamle julekugler med motiver fra H.C. Andersens eventyr - julekugler, de fik i anledning af 200-året for hans fødsel i 2005. De kom aldrig på juletræet, for det er noget særligt pynt, der gør sig gældende der. Der skal være ren Disney, og det kan nok være, at Disney fik skovlen under E.M. Barrie og A.A. Milne, så de kan prale af Peter Pan og Peter Plys. Men H.C. Andersen fik de - næsten - ikke samme hold på.
Gad vide, om vi nogensinde får dem på juletræet?
Nogle dage senere har butikkerne aften åbent, og vi runder dem, da vi har været i biffen for at se "Spectre". Og jeg kigger ganske vist på det formfuldendte julepynt, da vi snuser rundt.
Men det er vist kun for at blive forarget over den masseproduktion, der nærmer sig kugleregn, af julekugler, som Lyngby Porcelæn netop ikke lavede.
Jeg er helt lettet, da vi når hjem, så jeg kan se på julekugler, der ser ud som de skal. De rigtige, for det er da sandt. Lyngby Porcelæn lavede da aldrig julekugler, og dengang lagde man slet ikke op til så afdæmpet julepynt.
Det er godt, de findes - de gamle, så vi ikke skal nøjes med nyt, der skal se gammelt ud.
