Nogle hjem er så minimalistiske, at de ligner rene lægeklinikker - og så er der dem, hvor smukke ting tilsyneladende giver så godt humør, at de ikke kan undværes.
De er simpelthen gode for øjnene.
Jeg hører til de sidste. Jeg frydes flere gange dagligt over et fantastisk fund, der måske, måske ikke skal sælges. Eller det er en forrygende formgivning, en særlig velvalgt farve eller "bare" et væld af minder. Jeg går ind for maksimalisme!
Lotus i originaludgaven hører til mine favoritter, og jeg har givet en formue for skåle, gryder og fade. Jeg elsker dem, og jeg har kun hån til overs for den fattige efterligning, der massivt markedsføres lige nu.
Og det allersjoveste er, at jeg har en klar erindring om som teenager at have været flov over, at min mor brugte dem i køkkenet. I alle andre køkkener, jeg kom, var gryder, potter og pander for længst blevet mere strømlinet, og jeg var overbevist om, at mit hjem var det mest pinlige, man kunne komme i.
"Lotus!", tænker jeg derfor irettesættende til mig selv, når man ser, hvordan yngstemanden her i huset - stærkt på vej mod de 16 og et år på efterskole - krymper sig over sin mor. Når jeg ler så højt, at opmærksomheden er maksimal. Eller bekalger mig højlydt over ringe service eller dårlig opførsel.
Og det er vel derfor - og i hvert fald ikke alene på grund af, at prisen på Lotus fra norske Cathrineholm fortsat er ubegribeligt stigende - jeg endnu ikke har gjort mine til at sælge mine ting...
