Mens disse linjer skrives, er verden gået i uge 7-mode. Der er gået vinterferie i alt, og intet sker udenfor biografer, svømmehaller, fastfood-restauranter og museer.
Vinterferien er i gang - og for første gang i så standardiseret form, at uge 7 også gælder i det nordjyske og fynske.
Og så er der os, der ikke holder ferie, og som i stedet må forsøge at finde trøst i det faktum, at påsken falder tidligt, så der kun er fire-fem uger til den.
Nogle steder er de allerede begyndt at sætte den første påskepynt frem, og gad vide, hvem der har bestemt, at blide pasteller skal præge billedet?
Førhen var der anderledes knald på farverne i påsken. Udvalget af spiselige påskeæg var gigantisk, og pynten var i langt højere grad end i dag resultatet af flittige hænder. Hjemmegjorte harer, klippede kyllinger og udpustede æggeskaller var normale.
I dag ser man ikke meget hjemmelavet - og skal man se nogle puste æg, foregår det i "Blinkende lygter". Og dén film kan man altid tåle at se! Dansk humor - på alle tider af året.
I de sene 70'ere og 80'ere kom de drejede træting til - som de håndmalede, der kom fra Bogense Trækunst. Unika, der var frontløber for meget af det (købte) påskepynt, vi ser i dag.
Man burde egentlig male æg, mens man venter på påsken. Men for os bliver den slags aldrig til noget - og blandt undskyldningerne vil være, at det er umuligt at nå, når påsken falder så tidligt.