Når irerne - før euro'en - ville gå ind i deres katolske kirke for at tænde et lys og mindes en kær, afdød slægtning eller varme sig ved et håb, sagde man, at de gik ind "to light a penny candle". Og de betalte for lyset med en penny.
Nu koster det en euro, men det forhindrer naturligvis ikke, at de brave irere stadig tænder et længsels- eller håbefyldt lys.
Jeg har på mange efterårs- og vinteraftener tænkt, at det var et håb, jeg ville holde lys i, når jeg satte en tændstik til stearinlyset i én af de talrige lysestager her i huset.
Ikke et håb om forår, sol, sommer og varme, men snarere et håb om, at alt har sin tid. Især de tider, hvor problemer virker langt mere overvældende end de glæder, som man sjældent har øje for, når krisen kradser.
Tyske Fritz Nagels stager fra 1960'erne plejer jeg kun at tænde 4. maj, der for mig er håbets ultimative aften. Men symbolsk er handlingen - at tænde en tysk-designet stage på en smuk, dansk aften. Bevægende er det. Som den norske forfatter Nordahl Grieg udtrykte det: "Ung må verden endnu være"!
Men det er også hændt, at det er sket til jul. Jeg begyndte at samle for nogle år siden ved en tilfældighed. Samlet står stagerne, der i sig selv næsten udgør en skulpturel ting, mig ind i nogle få hundrede kroner.
Men de står mig også i gode timers søgen - og fordi de i flere betydninger understreger håbet, beholder jeg dem. Skattejagten er også et liv med håbet - om den hyggelige dag med det store, spektakulære fund, man hører om. Men sjældent kender nogen, der rent faktisk gør.
Alt forandres, men sjældent behovet for håb - og i øvrigt også for den humor og livsglæde, som irerne også holder flammende op for os alle.
