Få kilometer herfra ligger forfatteren, digteren og samfundsrevseren Jeppe Aakjærs gård, "Jenle". På lokaldialekt betyder "jenle" noget så stilfærdigt som "alene".
Der er noget smukt ved påsken, fordi verden bliver så stille. Og man kan næsten føle sig alene - uvant som vi er med ro og fred i en verden fuld af larm.
I år kommer eftertænksomheden for mange af os uvægerligt til at runde de mange sagesløse, som blev ofre for meningsløse selvmordsbomber i en af Europas hovedstæder, Tintins smukke hjemby - Bruxelles.
For mange af os er det snarere noget så nærværende og gruopvækkende som dét end Jesu død og korsfæstelse, der fylder tankerne.
Aakjær var ateist, så han mødte næppe særlig trofast op i kirken i påskedagene - og, hvis sandheden skal frem, det gør mange af os heller ikke i dag.
I stedet går jeg ture med hunden langs stranden, som hvis man er villig til at forcere indtil flere krat, fører helt ned til "Jenle". Og - med referencen til påsken - kan man let komme til at fundere over, hvorfor sagesløse altid skal være livsfarlige idioter og tåbers ofre.
Det er en håbløs diskussion, jeg altid har med mig selv, fordi mange handlinger slet ikke giver mening. Og eksemplerne er så talrige, at melankolien ligger på lur - og så må jeg citere Aakjær, når håbløsheden bliver for stor:
"Stille, stille, hjerte - sol går ned"...
