Så er vi tilbage ...
Der er netop nu lagt nye ting på hjemmesiden - og det er de første siden sensommeren 2020... Læs mere, klik her

Gå tilbage til forrige side

Churchill i Salling



Der er helte, der ved første øjekast ligner alt andet end dét. Måske virker de så kiksede, at ingen regner dem for noget - og når så prøvelserne bliver uoverstigeligt problematiske, får de mulighed for at træde i karakter. Og så går alt det kiksede af dem.

Winston Churchill (1874-1965), der i efterkrigsårene blev kendt som "Europas sejrherre", er én af dem. Man kunne sagtens finde smukkere, mere elegante og præsentable mænd - men kun få overgik ham i vid og bid. Udtrykket "blod, sved og tårer" har vi fra ham.

Enhver mand må beundre ham - og jeg er én af dem, selv om jeg næppe kan beskyldes for at være udpræget liberal eller konservativ.

Men med enestående politisk dygtighed, stort mod, stærk vilje og en helt uovertruffen evne til at opmuntre store skarer af briter, spillede Winston Churchill en afgørende rolle for udfaldet af anden verdenskrig. Og det er snarere for dét - end sine måske knapt så succesrige minister-år i første - vi husker ham.

For pengeinstituttet Bikuben formgav keramikeren Arne Finne på bornholmske Søholm i årene fra 1974 og frem til 1983 sparebøsser, der var udformet som buster af kendte politikere - Per Hækkerup med cigaren og en ung Ritt Bjerregaard er blandt eksemplerne. De er nummererede, og de blev meget populære. Og det er de fortsat.

I 1979 føjes "Store statsmænd" til, og den første var naturligvis Churchill, der året efter blev afløst af JFK og siden en række andre.

Lige nu er det naturligvis busten af nyligt afdøde Anker Jørgensen, der er populær, men via en kollega, med Facebook-siden MKW Design i Randers, er flere års ønske for os netop blevet opfyldt.

Churchill er kommet til Salling, hvor vi ser glade på ham, mens vi genopfrisker herlige citater, der er blottet for ethvert ønske om at være pæn. Noget, som enhver journalist med idealerne i behold i øvrigt må frygte. Se blot følgende replikskifte:

Lady Nancy Astor: "Winston, if you were my husband, I'd put arsenic in your morning coffee!"

Winston Churchill: "Madam, if you were my wife, I'd drink it!"

Faktisk smiler han tilbage til os. Måske er han glad for at være her - eller måske er det indsmigrende i håbet om, at vi har en cigar?

Nej, han ligner ikke prototypen på en helt. Men han var det som få.








© Udarbejdet af ThiseWeb.dk