Udover skattejagten er det nok det, vi er mest begejstrede for: At vores kunder fortæller os de gode historier.
Ikke kun fordi vi så bliver bekræftet i, at vores hjemmeside reelt giver det nostalgiske tilbageblik, vi ønsker. Især fordi vi selv også kommer til at huske.
På Journalisthøjskolen lærte vi, at det hedder "te" og ikke "the". I mit barndomshjem var det en blank, glaseret, brun te-potte fra isenkræmmer Ladefoged i Skive, og den var ikke fremme særlig ofte.
I min hustrus barndomshjem var det noget andet, for min svigermor er fra København. Her var det Ulla Procopes ikoniske te-kande. Den formgav hun for finske Arabia, og jeg har siden erfaret, at det er lidt af et design-ikon.
Ingen af os kan dog huske at have set en te-kande i vores bedsteforældres hjem, men de har måske været der.
Vi har netop haft en kunde - et nu voksent barnebarn, der straks kom til at tænke på sin farmor, da hun så den lille og den store udgave af Arabia-kanden. Og nu vil hun tænke på sin farmor, når hun drikker te - og det, fortalte hun, gør de meget i familien.
Vi blev så glade for dette solstrejf af en historie på en gråvejrsdag - og nu ligger én ting i hvert fald helt fast: Selv om vi har mindst fire - plus dem, jeg ikke har hørt om, som min hustru diskret har lagt til side - skiller vi os således heller aldrig af med vores.
Se billedet! Er den ikke værd at gå på skattejagt efter? Det synes vi.
Og er tiden ikke til det, så har vi et par stykker mere.
