Den største af de svenske elefanter står på mit kontor på min arbejdsplads. Nogle vil sige, at den er ualmindelig hæslig, og på en måde er den det også, men den tjener et meget vigtigt formål:
Den skal minde mig om, at ingen vinder ved, at jeg - eller andre - opfører sig som elefanter i en glasbutik.
Min samling af elefanter, som jeg dels elsker, dels hader for dens mangel på æstetik, startede tilfældigt. Jeg fik den første forærende, fordi jeg havde skrevet en bog om en lokal modstandsmand, Dr. Anton Rask.
Han mindede på mange måder minder om sin ven, den store helt fra min hjemegn - den afdøde godsejer Flemming Juncker fra Overgaard ved Mariager Fjord. Tænk også bare på særligt populære og slidstærke parketgulve i 60'erne og 70'erne.
Flemming Juncker havde et så karakteristisk udseende, der gjorde det så svært for ham at undslippe det tyske herrefolk, at han måtte i besættelsens første år skjule sig i England. Flemming Juncker havde tilnavnet "Elefanten".
Jeg husker dels min journalist-fars store ærbødighed overfor den gigantiske mand. Jeg husker dels hvilket mægtigt skue, "Elefanten" var for mig som et barn. Men jeg er nu mange år senere stolt af at have mødt ham.
Han optrådte vistnok aldrig som en elefant i en glasbutik. Ham kan mange lære noget af.
Og det må være årsagen til, at jeg ikke er klar til at skille mig af med samlingen af elefanter, der vistnok også repræsenterer en ikke ringe værdi. Fordi de taler.
I al stilfærdighed minder de om, at ingen vinder ved, at vi opfører os som frådende horder al elefanter på vej ind i glasbutikker.
At vi, hvis vi vil, kan lære meget af manden med tilnavnet "Elefanten".
