Nisser er uforudsigelige. Ud af det blå dukker han op sidst i september, og han smiler listigt til mig som ville han sige: "Der blev du nok snydt!".
Ja, jeg gjorde. Indrømmet, det er ikke julepynt, vi mangler i denne familie. Og det er før sket, at den gigantiske dragkiste, der indeholder det, er blevet åbnet et par gange, når det lægges væk.
Det tager lang tid at pakke det væk.
Men så længe som til sidst i september er der endnu intet, der har "overlevet", og han står bag bøger i en reol, da jeg vil kigge efter en LP-plade. Hvis han har følt lettelse, har han været hurtig til at ryste den af sig. Han smiler bare.
Men man plejer - med udtrykket "en engels tålmodighed" - da slet ikke at tillægge nisser sådanne egenskaber.
Det har de, åbenbart, og jeg har forlængst lovet ham fast ophold, eftersom denne nisse så tålmodigt har ventet på mig i så mange måneder.
Men han er langt fra den eneste, der er her i huset lige nu, så der skulle gerne være nisser nok til alle...
Update medio november 2016:
Nissen har fået en livsledsager, der dukkede op ved et tilfælde. Er det ikke fine sammen?