Broderier? Er de ikke stygge at skue og emmer de ikke bare af ældre mennesker?
Det er et spørgsmål om smag - og erindringer. Jeg er helt vild med nogle af dem, vi netop har lagt på hjemmesiden, og de stammer fra broderiets storhedstid i 70'erne.
Når jeg tænker tilbage på den tid, var ældre mennesker ikke blot meget gamle. Jeg synes også, at jeg erindrer mange flere ældre damer, der satte sig i en god stol og lyttede til radioen, mens de beskæftigede deres hænder med håndarbejde.
Festligt var det, når de på bordet ved siden af sig havde et lille glas med sherry eller portvin stående og en cerut, der jævnligt gik ud af sig selv i et askebæger af kongeligt porcelæn. Så kunne de sidde der i timerne mellem frokost og eftermiddagskaffe.
Findes sådanne mennesker i dag, hvor pensionister flyver og farver verden rundt - og forguder de børnebørn, der dengang måtte få tiden til at gå i røgen fra cerutten, fordi sådan var dét bare?
Vi kan ikke længere købe nye broderier andre steder end der, hvor der handles med brugte ting, og jeg venter gerne på det. Men når jeg så til gengæld ser det, så venter jeg ikke.
Forklaringen er den sædvanlige: Tilværelsen som loppejæger har forlængst lært mig, at der sjældent er tid til de lange overvejelser, når der er tale om unikke ting, der er brugt i få, årlige dage gennem årtier.
