Hjerternes højtid

Hvor nissen er sæsonens mest populære herre, er hjertet måske det mest spektakulære symbol, der præger december.

På godt og ondt. Folk med sans for salg holder sig ikke tilbage for at tale til vores hjerter, når dankortene skal gløde. Viser vi ikke bare lige kærligheden i et lidt andet gear, hvis vi køber ind med hjertet - og uden at skelne til bankkontoens saldo? Og kan der ikke altid liiiige blive til en gave mere til børnene, som glæder sig så rent og ubekymret?

Og spørgsmålet er da også, om de mange hjerter, der præger tiden, rent faktisk udløser endorfiner? Bliver ægtefællen mere interessant, børnene sødere og hunden mere velopdragen under indflydelsen af de mange hjerter? Det er næppe videnskabeligt bevist, og hver må vel gøre op med sig selv.

Det samme gælder, når man reflekterer over, om det hjerteformede er vulgært eller smukt - og selv ved jeg godt, hvad jeg mener. Jeg er fuldstændig til fals for de smukkeste hjerter - og i min verden er der ingen skabelon for udformningen af dem. De kommer i mange afskygninger, men i sin substans er de lige smukke - og i en tid med en verden med krig og ufred kan jeg simpelthen ikke få nok.

Og efterhånden bliver kontrasterne i vores families livsførelse mere og mere udtalt: "Enkelt, men overlæsset"...

Når jeg altid glæder mig til jul, er det måske også fordi vi i nogle fredfyldte dage tillader os at leve med hjertet. Maden er fed, juleøllet er skummende og brændevinen får de gamle glas til at dugge. 

Vi kommer tættest på dem, der er det vigtigste i verden, og en verden udenfor vinduerne eksisterer ikke rigtig. Vi gør, hvad vi har lyst til - når ellers hele landet har taget hinanden i hænderne for at spise stort set samme menu, synge de samme sange og danse om et træ på præcis samme aften.