Til den rigtige ... fra os
Ved et tilfælde så hun mig over skulderen, da jeg sad ved computeren og skrev fakturaen, o... Læs mere, klik her

Gå tilbage til forrige side

Godt Nytår!




Det ligger foran os - ubrugt, jomfrueligt og funklende nyt som nyfalden sne, der aldrig har set skyggen af en beskidt vinterstøvle.

Endnu er året nyt - og endnu er den første måned i gang.

I år var julen kort, og for mange af os fløj den afsted med lynets hast. Selskabelighed, madlavning, brætspil, gode film, traveture - og så det indiskutable faktum, at det var arbejdsgiverens jul mere end familiens. 

Da vi her i huset så "Et juleeventyr" i Disneys udgave den 24. december om morgenen - en fast tradition med en nærig Onkel Joakim-type i rollen som Ebenezer Scrooge - syntes jeg pludselig at kunne genkende alle mit livs chefer i hans person. Kun en ekstra fridag - og mange flere gæster end sædvanligvis. 

En søvnløs nat i et forblæst hjørne af verden fik overskriften "Urd" - og den larm, stormen medførte gav heller ikke megen veloplagt julefred. 

Heldigvis har Thisted Bryghus en økologisk Julefred på flaske, så hyggelig blev den, julen. Alligevel - og vi nåede det hele. I hvert fald nåede vi næsten det hele, og jul bliver det jo altid.

Og så til nytåret - mindre højtideligt og mere tilbagelænet med venner og naboer. Raketter på en diset aftenhimmel, boblende dråber i gamle glas og gode grin over et uartigt spil, som husets unge herre fik i julegave - "Det dårlige selskab".

Det var ingenlunde en dækkende titel for de personer, der kom til og fra - og faktisk blev det heller ikke en betegnelse, vi kunne bruge dagen efter. Mådehold er en overset dyd, men træthed er sværere at slippe af med, efterhånden som alderen sætter ind. Siger jeg og lyder som den 101-årige, vi sluttede juleferien med i biffen.

"Det er som det er - og det bliver som det bliver", siger Allan Karlsson, der er i fin stil trods de 100+. Og i aftes kom sne, frost og høje vandstande. Det var nu det første, jeg stiftede bekendtskab med, da jeg i aftes brugte fire klokketimer på landevejene for at aflevere min søn på efterskolen efter juleferien.

Sne og glatte veje havde dog den fordel, at det tog tankerne fra det vemod, jeg altid føler, når jul og nytår atter er henskredet - og faktisk fik forholdene også den gevinst, at jeg også helt glemte det tungsind, jeg havde forud for afleveringen af min kære søn.

Han var glad for juleferien, for en festlig nytårsaften - og for, at det nye år er begyndt. Og så kan vi aldrig vel også være det!?! Især når sneen ligger så smukt derude.

Godt Nytår!








© Udarbejdet af ThiseWeb.dk