Emalje hører til blandt de mest langtidsholdbare retro-hits - og de tider, hvor farvestrålende fade, skåle, glasbrikker og bakker var lette at finde, er ved at være slut.
Tilbage er kun klenodierne - diverse ærespræmier fra de dyrskuer, der engang var så mange af, gamle souvenirs og sports-præmier, der typisk og helt frem til sidst i 70'erne blev givet til vellykkede præstationer. De kom i de mest spektakulære kulører fra producenter som den bedste af dem alle - norske Emalox.
Der er enkelte, der kan fortælle historier. Som dette askebæger, som jeg elsker højt. Ikke fordi min salig far fik det som journalist på Aalborg Stiftstidende i min barndomsby. Og egentlig heller ikke, fordi vi blev gift på samme rådhus for et par årtier siden. Nej, årsagen skal vi hele fire årtier tilbage for at finde:
Da Hadsundbroen blev indviet i 1976 lå Kongeskibet Dannebrog for kaj i havnen i Hadsund, og den lokale presse overværede, hvordan borgmester Tage Jespersen venligt omdelte indpakkede askebægre til besætningen med ordene:
- En lille ting på byens vegne!
I sin fremragende bog, "Skudsmål" fra 1999. skriver journalist Martin Bavngaard, at han og et andet alias i romanen - min far - slet ikke tvivlede på indholdet af gaverne. De to bedstevenner og konkurrenter gennem årtier kan regne ud, at pakkerne indeholder "nogle usigeligt grimme emalje-askebægre" med billede af rådhuset. Martin Bavngaard, som også blev min ven og mentor, skriver videre:
Der er indkøbt mange tusinde efter kommune-sammenlægningen (i 1970, min tilføjelse), og lageret synes uudtømmeligt. Gæsterne må tro, at det er kondomer".
I dag kunne man i denne smukke del af landet, som københavnerne forlængst har udråbt til "Den rådne banan" og "Udkantsdanmark", ikke drømme om at udlevere kondomer. Nej, man ville derimod håbe, at der kom nye borgere ud af så mange unge sømænds besøg.
Og gad vide, om søens folk beholdt askebægrene? Det melder historien ikke noget om, men de har sikkert brugt dem, for dels røg alle jo dengang, og dels blev de faktisk brugt i mange hjem.
Men det ligger i hvert fald helt fast, at ligesom jeg aldrig vender tilbage til Hadsund, skiller jeg mig aldrig af med mit eksemplar af askebægret. Alene på grund af historien, som er årsagen til, at jeg smiler, når jeg ser på det.
Selv om jeg vel i princippet bor endnu tættere på det, de kalder "Den rådne banan" og "Udkantsdanmark". Forstå det, hvem der kan!???!
