I det mindste falder jeg ikke længere over hans legetøj eller træder mine fødder til blods på hans Legoklodser.
Det sker ved fødselsdage, og efterhånden er jeg nået frem til, at det er alderen, der trykker. Jeg tager mig selv i - dog heldigvis kun i tankerne - at "filosofere" over den tid, der er gået.
I morgen fylder min yngste - ifølge særligt nævenyttige "Verdens mest forkælede knægt" - 17 år. Ikke bare tænker jeg tilbage på, hvordan jeg var i den alder, og det mister jeg hurtigt lysten til.
Nej, jeg forstår bare ikke hvor dagene bliver af, og jeg hører mig selv som et ekko af min salig far og morfar konstatere, at "det er utroligt".
I virkeligheden vil jeg hellere være mor til små børn, som det var dengang, jeg sad med dem på skødet og kunne indsnuse duften af dem, kysse dem på håret (uden at være pinlig), mens vi så "Peter Plys og "Postmand Per". Eller vi lod deres far sove længe om søndagen, mens jeg trillede afsted med klapvogn eller barnevogn til bageren. Dengang de blev født.
Når jeg ser tilbage på billeder af mig selv synes jeg pludselig, jeg nu ser gammel ud, selv om jeg endnu har nogle år til de 50. Og jeg er efterhånden ved at være træt af jævnaldrende og ældre, der kun taler om deres børnebørn.
Selv har jeg ingen forventninger til sådanne "livsbegivenheder", som nogle bringer mig til kvalmegrænsen ved at betegne som "livets dessert". Jeg opstiller ikke forventninger af den art, og sker det slet ikke, kan jeg dårligt tro andet end at livet giver mig andre oplevelser, der ikke nødvendigvis er ringere...
Imens iagttager jeg, hvordan årene sætter sine spor på den 17-årige, der måler 1,85 og er meget optaget af sit tøj. Engang bestemte jeg alt, men følelsen er på et eller andet tidspunkt blevet énsidig.
I dag kan jeg dårligt le spontant (og højt, det indrømmer jeg) uden samtidig at iagttage, hvordan jeg er for meget for min søn. Han citerer mig ironisk for talemåder, jeg åbenbart bruger i flæng - og han åbner døren til køleskabet længe før, han spørger, hvordan jeg har haft det siden sidst. Jeg kontaktes af sønnen, der elsker efterskolelivet, når der skal bruges penge - og når de er på kontoen, kan der godt gå dage uden en lyd.
Det er vel livets gang. I hvert fald tænker jeg på det hver gang, jeg passerer Nils Aa. Sivertsens grønne platter fra norsk Stavangerflint, som jeg vist har hængt op i et romantisk øjeblik. Det er livets gang - på norsk, men vel i virkeligheden universelt?
Men alligevel. Jeg havde nu en mere fremtrædende placering i hans liv, da jeg sad i timevis og legede med Legoklodser...
.jpg)
