Først ville vi samle til en bondegård. Siden greb det om sig.
Nogle spår dem en stor fremtid, der i dele landet åbenbart allerede er i fuld gang, mens andre er ved at kaste op ved synet af dem.
Det er små dyr i porcelæn, der er tale om.
Et samlerobjekt, naturligvis. Det er det ud fra betragtningen om, at enhver kan købe kongelige porcelænsfigurer, mens der bliver længere og længere mellem de finurlige firbenede af anden herkomst.
Som sagt syntes vi først, det kunne være sjovt med et stilleben et mindre iøjnefaldende sted. Siden blev til alle mulige andre dyr. Samlingen er vokset, og vi ved ikke rigtig, hvad vi skal gøre ved den.
Medvirkende hertil er naturligvis, at vi ikke alle er lige begejstrede, og en tanke om en udendørs er droppet igen - de tåler ikke megen vejr og vind.
Noget af det sjove var også at opdage, at de faktisk blev solgt som souvenirs. Et sovende lam kan have titlen "Fur", mens der kan stå "Nykøbing Mors" på et dansende føl. Og efterhånden som samlingen er vokset, er vi ved at være landet rundt.
Det samme dyr kan godt have titlen på flere forskellige lokationer på sig. Og i hvert fald de østeuropæiske er festlige - det er som om, at russerne har haft flere farver, og østtyskerne mere humor, med i produktionen.
Det er hverken som store, kongelige isbjørne eller andre formfuldendte ting, der havde hæderspladsen hos vores bedsteforældre.
De er intet værd, og alligevel stiger priserne.
Det er altså lidt vildt, men til gengæld har vi efterhånden til et mønsterlandbrug. I bedste Morten Korch-stil.
