Efter godt og vel et årti med orkidéer skal man ikke åbne mange boligmagasiner for at forvisse sig om, at den nyeste trend indenfor blomster og planter er kaktus og store, grønne blade.
De skal helst plantes i de gamle syltekrukker af ler, som man for få år siden fik kastet i nakken. Nu er det noget ganske andet.
Men hyggeligt er det da, selv om grønne planter ikke er nær så eksotiske og finurlige som orkidéerne. Nogle af mine har jeg haft i 10 år, og jeg følger troligt rådet om en halv deciliter vand hver søndag i kirketiden og afklipning af afblomstrede grene. Så bliver de sat væk - og jeg tænker på noget andet.
Senere kommer jeg i tanker om dem, fordi de udgør en ganske fin samling. De står i røde urtepotter i keramik fra såvel det tidligere Vesttyskland som Knabstrup, og hver gang, jeg kigger til dem, har de sat nye, lysegrønne skud.
Jeg kan slet ikke stå for dem, fordi de er så hårdføre i en familie, hvor ingen af os har grønne fingre. Desværre ikke.
Til gengæld anerkender vi, at grønt er godt for øjnene. Selv om jeg med garanti altid stikker mig på en kaktus, investerer vi gerne i nye planter, og passer man på dem, kan de klare sig i årevis. Problemet er, at vi desværre ikke er for gode til det sidste.
Det gode er, at der altid er en undtagelse til at bekræfte en regel - og det klarer orkidéerne. Derfor ryger de ikke ud.
Men ret skal være ret. Jeg skiller mig nu heller ikke særligt gerne af med noget som helst...
