Som barn af en københavner og en jyde, men opvokset i det smukkeste af Himmerland, var jeg vant til, at julen kom fra Nørregade.

Ikke hjemme i Hadsund, men derimod fra hovedstaden. Vi var aldrig i København uden at være omkring Nørregades Bolcher og Daells Varehus - og selv om der blev købt ind, måtte lagrene fyldes til julen.

Hvem husker ikke følelsen af de tykke kataloger fra Dalle Valle mellem hænderne? Og spændingen, når pakken nåede frem?

På kort tid er julepynten fra Daells Varehus gået fra at være noget, der tilhørte erindringens tåger til at være de helt store retro-samlerobjekter, når det kommer til julepynt.

Godt nok kunne vi ikke gemme bolcherne (særligt længe), men dåserne gemte vi. Jeg har stadig nogle i min dåsesamling, der ganske vist er faldende i værdi, når det kommer til klingende mønt.

Men ikke, når det kommer til affektionsværdi. Svigerforældrenes dåse fra bryllupsrejsen til Tivoli på Nimbus i 1950, som min salig svigermor forærede mig, er nok den mest fantastiske. Min mand er enig, og den skulle gerne gå i arv.

Børnene elsker nogle med Mickey Mouse, jeg købte i 1991. Hunden elsker til gengæld indholdet af alle kagedåser - uden undtagelse! 

Bolcherne kan vi få overalt, men jeg må indrømme, at jeg slet ikke køber bolcher til jul. Bridgeblanding, chokolade, marcipan, lakridskonfekt og romtoppe skal der være. For slet ikke at tale om det sidste nye - lakridsbåde som i "Jul i Bakkekøbing".

Men bolcher er der ikke. Selvfølgelig ikke, når dåserne udenfor sæsonen, som nærmer sig med hastige skridt, er hjemsted for julepynten, der indpakket i silkepapir er klar til året efter.