For mig findes der ikke mange skønnere steder end Sverige!
Indbegrebet af det allerbedste fra Astrid Lindgrens univers, smukke træhuse, venlige mennesker, en herlig variant af det danske køkken, beskeden afstand, masser af loppis - og en tilbagelænethed, man ikke finder mange andre steder.
Man får det hele - og eftersom vi aldrig tager til Sverige uden selv at medbringe spiritus, ender vi også med at nyde det. I sol og regn, selv om jeg ikke længere gider at campere.
Vi var for første gang på Öland i maj - og jeg faldt pladask. Den charme, vi kender fra Småland var tilsat de mest spektakulære kyststrækninger og flotte solnedgange.
Vi var en større forsamling, der manglede mindst én - Carsten, hvis urne var medbragt fra hovedstaden og som vi skulle følge det sidste stykke vej.
Men hvis man tror, det af den grund var en sølle forsamling kan man tro om igen, og nok afsatte vi én dag til den smukke, svenske højtidelighed. Men vi nåede ikke alene at opleve meget på kort tid.
Naturligvis kom jeg også på loppis, og selv om vi hverken så Nylund eller Rörstrand, fik vi mange historier fra indehaverne af stederne. Ofte var en mand i gang med at kløve brænde og konen i gang med havearbejde - og de så et besøg som en hyggelig pause.
Og så var hun der pludselig - pigen fra det svenske keramikværksted Jie Gantofta. Jeg stod længe foran hende. Skal - skal ikke? Men hun er så vidunderlig at røre ved - og jeg har aldrig set en skulptur, der ligner.
Selv om hun fyldte godt op i bilen, kom hun med hjem fra Öland, som jeg i hvert fald ikke har besøgt for sidste gang.
Snart går turen atter til Sverige. Indtil da overvejer jeg, om pigen skal sælges - og jeg leder, sædvanen tro, også efter nogle ting, der er blevet væk. Desuden har vi været plaget af tekniske vanskeligheder, så selv om vi har været stille, er vi her endnu.
