Er der noget "brugt", jeg ikke synes om, så er det ferier!
I dag er den slut for mange, og det er mærkeligt. Man kan sagtens tegne forsikringer for rejser, men ikke for at komme hjem til hverdagen.
Jeg startede for en uge siden efter fire uger - og det var ikke ét sekund for meget. Jeg træner mig selv i ikke at tænke på mit arbejde, når jeg har fri. Jeg øver mig i ikke at læse arbejdsrelaterede mails - og efterhånden som flere og flere af de kolleger, jeg har hygget mig med gennem mange år, går på efterløn og pension, er kolleger ikke nogen, jeg savner.
Selv har jeg masser af planer for den såkaldt tredje alder, og forude venter version 5.0 for mit vedkommende. Men jeg har også blik for, at det kan være sin sag "at trække sig tilbage" til noget, der endegyldigt har taget livet af "plejer".
Vores ferie blev slet ikke som den plejer. I vores hjem mangler vi Palle, vores gule labrador. Han blev 12 år - og han er inderligt savnet. Med sin hoppende og dansende glæde, sit forventningsfulde blik og sin snorken. Blandt de mest højtidelige dage i ferien, blev derfor den dag med høj sol over Limfjorden, da vi satte hans urne ned i haven. Vi sagde alle nogle velvalgte ord. Til november får vi hans afløser - håber vi.
Nogle dage i Sverige var livgivende - med loppis, god mad og spa i den sene eftermiddag. Især det første var jeg begejstret for. Det var ikke alene det faktum, at vi rejste hjem med masser af smukt glas, træ, julepynt og et designikon som en Cobra-telefon til den unge herre.
Det var lige så meget bekræftelsen på den gæstfrihed, der findes i Sverige. Der er loppis i laden ved træhusene, og ja, vi må gerne kigge. Men de vil også snakke, og de henviser lige så gerne til andre steder, gode restauranter og udflugter. På en eller anden måde er svenskerne meget mere bevidste om, at de har gæster, at de selv er ambassadører for deres egn - og vi skal gerne være glade. Det kræver kun en times tid langs den jyske vestkyst at få bekræftet, at vi har meget at lære af svenskerne.
Vi forlod et gråt og regnfyldt Sverige - og kom hjem til dansk hedebølge med badning i fjorden, grill og hyggelige aftener. Så måske er der noget om, at ude er godt, men hjemme er bedst?
I hvert fald lige indtil man starter på arbejde efter ferien.