Efter corona-krisen er det sådan set ikke, fordi vi ikke har været hjemme.
Men uanset hvordan man vender og drejer det, gav det at arbejde hjemmefra følelsen af aldrig at holde fri.
Man så til med et sygt smil på læberne, når de heldige, der var sendt hjem med fuld løn og uden opgaver fortalte om haver i topform, rengjorte køkkenskabe og gør-det-selv-projekter, der gav trængsel i byggemarkedet eller på genbrugspladsen.
Nu er turen kommet til os andre, men vi skal stadig passe på os selv, vores gamle og hinanden.
Sjældent er jeg blevet så glad for synet af lastbiler fyldt med festende og glade studenter - og det glæder mig, at det lykkedes for dem at bevare den tradition.
Men meget er aflyst, endnu mere bliver måske aldrig til noget - og tabte dage kommer ikke igen.
Det ændrer dog ikke på, at vi er på ferie - og det går den rigtige vej. Det vil jeg holde mig til i de kommende uger. Og så vil jeg være glad.
Som en boblende flaske champagne på en lys sommeraften.
