Faktisk var vi lige ved at køre forbi. Vi var i hvert fald kørt for langt, og årsagen var selvfølgelig, at vi snakkede. Måske snakkede vi om de fund, vi allerede havde gjort, og jeg var muligvis i mit hoved ved at få de ting, jeg i hvert fald ikke kunne skille mig af med, placeret i mit hjem...
Men det er ligegyldigt. Det er ikke længere det, vi snakkede om, der optager mine tanker. Det var den oplevelse i et splitsekund, der ventede os.
Dagen var grå, kedelig og regnfuld. Og skiltet med ordet for det annoncerede "flyttesalg" var godt på vej til at forsvinde i nedbøren. Bilen hoppede og dansede, mens vi kørte ind ad den hullede grusvej.
Gården var tre-længet, og det betyder noget. Stenene på gårdspladsen var ujævne og glatte. Gården var også medtaget og trængte til vedligeholdelse, men det var alligevel let at forestille sig en Morten Korch-agtig stemning på gårdspladsen en varm og solrig sommerdag.
Indenfor var der lukket for varmen, skruet op for effektiviteten - og der var opbrud i luften. Rummene var ved at blive forladt, og tømt af os, der kom med kontanter på lommen.
Men samtidig summede de på en eller anden måde af et ekko fra det liv, der var levet.
Hvordan det lod sig gøre, aner jeg ikke. Måske var det sporene efter beboerne. En mikroskopisk nisse af en rød- og hvid-farvet piberenser, der lå i et hjørne. Børnebørnenes spil og glemte, små legesager. Eller skiltene med parrets navne fra æresportene ved sølv- og guldbryllup, der fik det til fortsat og alligevel at være et hjem.
- Her lugter ligesom der gjorde hos min bedsteforældre, sagde veninden nostalgisk, mens vi gik fra stue til stue.
En forholdsvis ny udestue rummede et væld af urtepotter af den slags, man kan se overalt, men mest af alt var det et orgie i draperede gardiner anno de tidlige 90'ere. Med det blomstrede og chintz-agtige udseende var de ikke videre eftertragtede - og udestuen rummede ikke de store fund.
Det gjorde derimod resten af huset. Der var masser af ting - og havde været det. Kun de skårede Lyngby-tallerkener var tilbage, et pragtfuldt skrivebord i teak var desværre udstyret med en seddel med ordene "Solgt". Men et ungdomsbillede af salig Kong Frederik, udstyret med tyngende "sildesalat" og fotograferet hos selveste Elfeldt, hang fortsat på væggen.
På et andet, solgt møbel stod der tallerkener fra Villeroy & Boch, der havde overlevet to verdenskrige - og selv faldt jeg pladask for et par hæklede, kulørte sofapuder.
I et hjørne af stuen, i en behagelig stol, sad en ældre mand og fulgte med lige dele forbløffelse og melankoli al den kommen og gåen. Mange af de andre, der var på gården denne lørdag formiddag, kom vist overvejende for at hilse på ham. I hvert fald kendte de hinanden, og hans hul på en sok blev diskuteret.
- Ja, nu har jeg jo ikke længere nogen til at stoppe mine sokker, lød det fra ham.
Den gamle mand var omgivet af en varm omsorg. Og den toppede, da en nydelig dame i pænt tøj og ikke langt fra den femte, runde fødselsdag, kom ind, hilste pænt på folkene omkring manden og spurgte:
- Hvordan har du sovet, far?
Der var masser af kærlighed i stemmen. Måske var natten en af de sidste på gården?
Mens vi så porcelæn efter for skår og handlede priserne ned med den geskæftige dame, der stod i spidsen for flyttesalget, tog far og datter tydeligvis afsked med hjemmet.
Jeg stoppede midt i en bevægelse. I det korte, gribende og knugende sekund stod det klart, at alt har sin tid. At der kommer en dag, da et hjem skal skæres ned til nogle få kvadratmeter på et plejehjem. At der kommer en dag, hvor jeg ikke længere kan se ud over fjorden fra min stue - og føle mig heldig på trods af alt det, der tynger.
Siden har den gamle mand dårligt forladt mine tanker. Det er fire dage siden. Og de kulørte sofapuder lyser ikke bare op. De minder mig om det, vi oplevede hos den gamle mand på gården.
Ikke mange ord udveklsede jeg med ham. Ikke meget sagde han til mig, men meget havde han lært mig, da vi - med bilen fuld af ting fra gården - gik ud i regnen igen og kørte videre.
Og bagefter var vi glade for, at vi vendte om, selv om vi egentlig var kørt forbi. Og det er jeg stadig...
Kommentarer? Skriv til merete@just-retro.dk
De er rigtig retro, dansk husflid, og masser af farver er der på dem. Men de er også erindringen om en kort og speciel oplevelse...
|
