Måske er det bedste ved at blive over 40 år, at man kender sig selv - og har lettere til latter end tårer. Eller 30+. Over 25. I hvert fald ældre, selv om det lyder som om man nærmer sig de 80...
Hvorom alting er, havde jeg helt ret, da jeg i sommer forudså, at tre årgange af Alt for damerne, der daterer sig tilbage til 1960, 1961 og 1962, ville kunne hjælpe mig gennem lange vinterdage og -aftener.
Jeg fik ret, da veninden på Fyn købte bladene til mig. Og så alligevel ikke. Jeg havde troet, at tidens mode og rubrikken "Vi kigger i butikker" ville holde vinterdepressionen fra døren. Det kom ikke til at passe.
Det var Fru Ninni, der gjorde forskellen på morgenlys og aftenmørke. En brevkasse bestyret af en ukendt dame, der nok kunne svare for sig - og sine læsere.
Havde en husmor - og dem var der godt nok mange af på hine tider - det problem, at manden rendte i byen og gjorde mere end at kigge på de unge frøkener, var recepten klar:
- Et rent hjem, Deres velsmagende frikadeller og gode humør skal nok lokke ham hjem igen, lød Fru Ninnis gode råd. Og rådet kunne godt være ledsaget af et resignerende "Sådan er mænd!".
Ingen kan beskylde Fru Ninni for at skabe splid eller opløse ægteskaber. Og på samme måde som hvis en ung dame gjorde sig den ulejlighed at finde pen og brevpapir frem, skrive pænt og læseligt (ellers skulle Fru Ninni nemlig nok påtale det!), købe et frimærke og gå hen og poste brevet.
Var hun ulykkeligt forelsket, skulle hun glemme alt om den grimme karl. Var hun gravid, måtte han gifte sig med hende - og inden det kunne ses. Var kontorjobbet kedeligt, skulle pigen være glad for at have arbejde, og det ville jo iøvrigt også kun vare til giftermålet blev indgået. Og var hun raget uklar med forældrene, kunne man være sikker på én ting: Forældrene havde ret - og kunne pigen ikke forstå det i dag, ville hun kunne forstå det, når hun blev ældre...
Åh, ja, jeg har svælget i gysende forargelse gennem hele vinteren - og elsket hvert sekund sammen med Fru Ninni.
Nu håber jeg, at jeg glemmer de råd, hun har givet, så jeg er klar til næste vinter som om, at bladene var nye - for mig. Eller håbe på, at nye dukker op, men er man så heldig hver sommer?
Ellers må jeg nøjes med at glæde mig over, at det også er lykkedes os at finde mange af de ting, Alt for damerne i de tidlige 60'erne viste under rubrikken "Vi kigger i butikker".
Og vinterdepressionen? Nej, den bed sig alligevel aldrig helt fast. Latteren vandt. Stort.
