Så er vi tilbage ...
Der er netop nu lagt nye ting på hjemmesiden - og det er de første siden sensommeren 2020... Læs mere, klik her

Gå tilbage til forrige side

Brunt..? Brunt...Brunt!

 

Det siges, at vi retro-elskere har fået nok at de idylliske 50'ere - og springer let og elegant over 60'erne. Og går direkte til det brune årti i Danmarkshistorien: 70'erne.

Det er ikke særlig længe siden, vi rynkede eftertrykkeligt på næserne, når folk fortalte om nye huse med brunt inventar. Eller når de malerisk og levende berettede om teenageværelset med mørkbejsede møbler, kakkelborde, brune flasker med stearinlys i og brune, solide krus af keramik med the i samme farve.

Der var hessian på væggene, skoletasken var af kernelæder, telefonen, vi fik skældud for at ringe til veninderne på i timevis var brun. Og blev der serveret kaffe eller the i et - brunt - hjem, kunne man være sikker på at se "Relief" eller Arabias "Karelia" på bordet.

Det var tider!

Men verden forandrer sig. I dag er mange begejstrede for teak, og vi er også mange, der er helt vilde med røgfarvede glas, vi hverken ville eje eller have for få år siden.

Et nutidigt boligmagasin spurgte forleden tre trendforskere indenfor design, indretning og farver om, hvilken farve, de i år spår den helt store optur til.

- Brun, lød svaret hele tre gange. Ikke rød, gul, orange, grøn eller grå, blå, sort, men brun...

Vi bestemmer jo - heldigvis - selv, og det skal blive spændende at se, om de får ret i dén forudsigelse. Og vi skal ikke lægge skjul på overraskelsen over, at vi faktisk sælger brune ting...

Og her viser vi noget af det, vi tror på. Men så igen - det er ingen forårsfarve, og vi kan nok blive enige om, at bøgen kun lige er sprunget ud.

Så lad os bare snakkes ved om brunt. Til efteråret, måske. Når bøgebladene bliver brune, om ikke andet!

Foreløbig vil vi bare glæde os over bøgens smukke, grønne farve. Nyd den så længe, vi har den!
















© Udarbejdet af ThiseWeb.dk