Så er vi tilbage ...
Der er netop nu lagt nye ting på hjemmesiden - og det er de første siden sensommeren 2020... Læs mere, klik her

Gå tilbage til forrige side

På lopper


 

Kähler, Copco, Kold, Ira, Turi-Design, Rosti, Arabia, Lønborg - og meget mere. Det er eksempler på, hvad de seneste dage har kastet af sig, pengesedler har skiftet hænder, mange ønsker kan nu opfyldes - og det har været en rigtig god weekend!

- Loppesæsonen er kun lige startet, har jeg trøstende skrevet til de mange, der kigger forgæves efter noget, de havde håbet at købe. Men ordet "Reserveret" ender som regel med "Solgt" - og ærgrelsen er til at skære i. Forståeligt nok...

Og eftersom man i denne "branche" sjældent kan prale af at være lagerførende, har vi kun de næste loppemarkeder at håbe på. Og det gør jeg - og jeg er ofte meget heldig...

Adskillige veninder er gennem tiden blev bidt af at tage med på lopper, og vi har Thy, Mors, Himmerland og Salling indenfor en rimelig afstand. Og erindringerne er talrige - som dengang, da jeg netop havde sagt til Tina, at vi trængte til et top-loppemarked, mens vi kiggede lidt skuffet på et par haveborde med regulært skrammel udenfor en gård.

Vi var ved at gå, da manden på gården spurgte, om vi ikke ville indenfor i laden. Og ind gik vi - til et sandt paradis af alverdens fantastiske ting. Ja, vi kunne dårligt være i bilen hjem.

Og jeg gjorde ét af mine hidtil bedste fund: En lampe magen til én, der hænger i mit barndomshjem, tegnet af en arkitekt i mine forældres vennekreds i 70'erne - i ganske få eksemplarer. Jeg fik den for 15 kroner - og elsker den lige så glødende som altid. Den er i hvert fald noget mere sjælden end PH-lamperne...

Efter Thy og Mors er traditionen frokost og et iskoldt og skummende glas af det lokale bryg på havnen i Glyngøre. Ja, går din vej herforbi i sommer, så snyd ikke dig selv for Kurts kogekunst hos "Konen og Kokken": Limfjordsmuslinger og hjemmelavet aïoli. Så kommer man ikke tættere på himlen!

Især ikke hvis bilen samtidig bugner af Kähler, Copco, Kold, Ira, Turi-Design, Rosti, Arabia, Lønborg - og meget mere....










© Udarbejdet af ThiseWeb.dk