Den er fantastisk!
Ja, den er simpelthen så pæn med sine retro-blomster - og gennem snart en snes år, er det den smukkeste af de parasoller, vi har haft i denne familie. Og under alle omstændigheder den billigste - den kostede 15 kroner.
Den er fra 70'erne - og den er fuldstændig ligeglad med, om opgaven er at stå oprejst i stormvejr eller "i sol jeg skygger". Den gør, hvad der forlanges - og på sin vis er den inspirerende.
Jeg kunne tænke mig at møde vejret med samme accept. Men desværre.
Når jeg har ferie, føles dage med regn og nuancer af gråt i hvert fald næsten lige så stenende som de dyner, vi sov med på sommerferien hos vores bedsteforældre. Når vi var gået i seng - så havde vi lagt os for at blive liggende - og for at sove. For et barn var dynen så tung, at der næsten ikke var andre muligheder.
Når man først har hvilet ud efter de sidste, hektiske dage før ferien og på behørig vis nydt den første søndag aften (og det er faktisk den bedste af dem alle!) kommer melankolien og skuffelsen over det manglende sommervejr snigende.
Man kan se det i butikker og restauranter, hvor tiden slås ihjel i takt med pengesedlerne. Man kan se børn, der hyler og skriger - og forældre, der mundhugges. Og dvd- og boghandleren kvidrer i takt med kronernes klirren på disken.
Selv slugte jeg med noget besvær skuffelsen over den svigefulde, danske sommer, da solbrændte venner med skinnende øjne viste billeder fra et solrigt Mallorca.
Men nu kom der da en times sol - og vi sprang ud for at nyde den. Men igen. Er en times aftensol indbegrebet af dansk sommer?
Nej, det er nok de friskbælgede ærter, vi kaster som perler i salaten. Jordbærrene, vi nyder så længe de er her. De danske kartofler - og mest af alt: Følelsen af, at det er ligegyldigt, om klokken er 15 eller 16. Trøster vi os med.
Til gengæld kan vi lægge planer for, hvordan det bliver, når den kommer for at blive: Solen. I dette øjeblik, mens naboerne tager venner og familie på besøg med hen på et grønt, frit areal foran vores hus for at se fjorden ligge blank og blå.
Også parasollen venter på solen. For den står så snedigt, at den ikke skal skygge for den aftensol, vi andre flytter os efter. Men jeg håber snart, den skal skygge for en bagende, sol i en grad, at vi - måske - tænker, at det næsten er alt for meget. Måske. Og måske ikke.
Ønsket er dybtfølt, inderligt og oprigtigt: Fortsat god sommer til alle!
