Så er vi tilbage ...
Der er netop nu lagt nye ting på hjemmesiden - og det er de første siden sensommeren 2020... Læs mere, klik her

Gå tilbage til forrige side

Sylte- og sælgetid


 

Skal der hybenroser i? Og vil jeg virkelig, virkelig sælge den?

Det er nogle af de "store" spørgsmål, jeg beskræftiger mig med lige nu. Jeg er i fuld gang med at lave jordbærsyltetøj, der skal sødes med hyldeblomstsaft - og gøre klar til at sælge et læs lopper ved et bagagerumssalg på Jyllands østkyst.

Jeg ved snart ikke, hvad der er sværest at afgøre - men feriestemningen er da ved for alvor at bide sig fast. Da husets søn for et øjeblik siden spurgte, om det i dag er onsdag eller torsdag, skulle jeg tænke mig om for at svare.

Og hvilke smagsvariationer, syltetøjet skal have og hvad jeg, når det kommer til stykket, nænner at skille mig af med - det er heller ikke beslutninger, der minder om dem, jeg træffer på jobbet. Også er solen oven i købet kommet frem...

Til gengæld er det let at koge syltetøj - udgangspunktet tager jeg i min mormors opskrifter, men hun havde næppe kommet chili og lakridsrod, som jeg muntrer mig med om vinteren. Og som københavner havde hun ikke den lette adgang til hyberoser som vi, der bor ved vandet.

Imens kigger jeg på denne skønne Arabia-krukke, der dukkede op forleden: "Pomona", der blev designet af Raija Uosikkinen i 1960'erne. Made in Finland - udover en masse glas har jeg ikke meget finsk...Skulle jeg gøre alvor af det - og starte en samling?

Jeg har haft flere "Pomona"-krukker - og solgt dem. Og næsten fortrudt det. Skal jeg gøre alvor af at give mig i kast med endnu en af talrige samlinger? Jeg ved det ikke.

Svaret er ikke helt kommet til mig endnu, mens jeg gør min farmors henkogningsglas fra Kastrup Holmegaard klar til syltetøjet. Måske har jeg egentlig samlinger nok?

Nu vil jeg gøre syltetøjet færdig og pakke kasser fulde af lopper. Og så iøvrigt håbe på fortsat godt vejr. Og så vil jeg lige kigge lidt på krukken igen. Senere.

Og hvem ved? Måske træffer jeg snart en beslutning?







© Udarbejdet af ThiseWeb.dk