Åh, hvor jeg elsker tasker! Jeg har masser - og alligevel er mine tanker ofte hos dem, jeg skiller mig af med på den ene eller den anden måde.
Jeg har adskillige Bon Goût-tasker, der er foret med høj-rødt skind. Jeg har et par stykker i slangeskind, nogle med broderi og andre, der bare fuldender et retro-look. Eller næsten udgør en skulptur i sig selv.
Og så har jeg alle dem, jeg bruger til daglig - brune, sorte, røde, gule og en enkelt ternet med tilhørende kasket er der også fra en fin tur til Skotland.
Allermest elsker jeg dem, der har en historie - og de er oftest fra 50'erne, som jeg anser for at være taskernes helt store årti. Hver gang, jeg ser på en vintage-taske tænker jeg på, at det ville være fantastisk, hvis de kunne fortælle om storslåede baller, champagne-cocktails, pelse og perler, de er båret sammen med.
Min mand synes derimod, at det er heldigt, at de ikke kan tale. I så fald ville der jo være tale om levende væsener, der også skulle forsynes med mad og vand - og med det antal, ville det da gå helt galt for os.
Jeg er ligeglad. For mig er en taske af ældre dato, der er passet godt på, et vaskeægte fund - og der er intet i vejen for, at de trofast kan tjene mindst et par generationer mere.
Og når man kommer med en vintage-taske til en fest, slipper man for at slæbe på præcis den samme taske med som mindst et par damer i selskabet, der også har set de samme billeder af tasker, der er delt og delt på Facebook i én uendelighed.
Da jeg startede min samling af tasker for 10-15 år siden, var der masser af tasker at købe - og til ingen penge. Nu er der nærmest ingen - og de er kommet til at koste mange penge. Så man skal faktisk ville det meget, hvis man skal have tasker af den slags, som burde være gået til forlængst.
Men jeg flår gerne det forlangte beløb op af lommen, for åh, hvor jeg elsker tasker!
