Det er muligt, at vi i dag er mere velhavende end tidligere. Men vi har det også væsentligt kedeligere.
Nej, det er ikke videnskabeligt bevist. Det beror på en formodning. Min. Og den er opstået under læsning af "årets dejligste julehæfte" - Søndags B.T. fra 26. november 1971.
Antikvitetseksperten D. Yde Andersen skriver om juleskeerne fra "kgl. hof- og ordensjuvelér Michelsen", der på det tidspunkt havde været i handelen i godt 60 år. Den første kom i anledning af 80-års dagen for Kong Christian X, og i 1971 blev den årlige ske dekoreret af Else Alfelt.
Alt sammen meget spændende, men underholdningen topper, da D. Yde Andersen opfordrer til, at man bør tælle antallet af skeer inden gæsterne går. Han kommer dog ikke ind på, hvad man så lige gør, hvis der mangler én - eller flere.
"Spørger en nøgtern sjæl, hvad man skal med juleskeerne, må svaret blive, at de er fortrinlige som dessertskeer, ikke mindst ved et vanskeligt selskab", skriver eksperten.
Og det er så dét emne, jeg siden har haft rumsterende i baghovedet - sammen med den nagende, dårlige samvittighed over de bjerge af ting og julepynt, der burde være kommet på hjemmesiden:
Hvori består mon "et vanskeligt selskab"?
Uden at vide det, kan jeg mærke, at sådan ét - det ville jeg godt nok gerne holde. Og så har jeg overvejet gæster, opdækning, traktement og optælling af bestik, glas og service, inden de går hjem. Helst sent - og i så overrislet tilstand, at det er blevet rigtig vanskeligt...
Jeg må hellere holde mine supplerende tanker for mig selv. Blot konstatere, at det dog er velhavende tider, når tankerne ikke handler om penge, men om ønsket om et selskab, der er værdigt til titlen "vanskeligt"...
For sådan et alt andet end kedeligt selskab kunne jeg tænke mig at holde. Også selv om jeg ikke har én eneste af kgl. hof- og ordensjuvelér Michelsens juleskeer at tælle, når gæsterne vil hjem...
