Egentlig er jeg ikke meget for kongeligt porcelæn.
Jeg har måske oplevet for mange nydelige damer med bidselsko og en lille perle i halsen udbryde "det er kongeligt!" med en ærefrygt, der synes at sætte al smag og dømmekraft ud af funktion.
Men i 1958 fik legendariske Nils Thorsson på Royal Copenhagen en fantastisk idé til noget, der skabte fornyelse. Seks unge, nordiske kunsthåndværkere skulle tegne skitserne til en ny serie.
"Tenera" er latin og betyder "det første, det spæde" - og "spirende". Og nye var de streger, de slog - og i dag er fajancen kendt og elsket over hele verden.
Fra Danmark, Norge og Sverige kom de: Beth Breyen, Kari Christensen, Berte Jessen, Marianne Johansson, Inge-Lise Koefoed og Grete Helland-Hansen.
Stemningen blev hurtigt munter og livlig i atelieret hos Royal Copenhagen. Og man forstår let hvorfor, når man ser de smukke, smukke ting, der kom ud af god stemning, glad inspiration og ungdommeligt vovemod.
Også farvernes sammensætning lignede ikke noget, man havde set før - alt imens de unge damer understregede deres status som kunsthåndværkere ved at udforme ting, der kunne bruges af tidens kvinder.
Jeg køber alt det, jeg kan - og selv om en del af serien består af askeskåle, så anvender jeg dem til alt muligt andet som solid bund for bloklys, som skåle til tapas eller jeg nyder bare at se på dem.
Lige om lidt er det første gang, vi får "Tenera" til salg, fordi jeg plejer at beholde det hele selv. Men her er alligevel et par ting fra mine favoritter - Marianne Johannson og Beth Breyen. Og det er naturligvis, ting, jeg selv har i forvejen.
Selv om jeg egentlig ikke er meget for kongeligt porcelæn...
