De var altså foran, svenskerne - dengang i 70'erne. Ikke et ord om Abba eller om, at hvor Napoleon tabte, vandt de.
Nej, dengang var de top-hippe - og er de egentlig ikke stadigvæk?
Heste og piger hang uløseligt sammen i de skærmløse tider, og al litteratur om de fire- og to-benede var stort set oversat fra svensk. Hvem husker ikke Britta og Silver?
Enhver rejse til Sverige dengang resulterede med noget nær statsgaranti i en souvenir i form af en Dalar-hest - og den er efterhånden så ikonisk, at det trodser alt.
For tiden kan alt af træ stort sælges - især hvis det er formet af hænderne på Eigenbrod, Helen og Mogens og russerne, der har Babushka-dukkerne på samvittigheden. Eller svenskerne, som tilfældet er med Dalarhestene.
De fås i talrige versioner med vidt forskellige dekorationer, og det sker også, at man finder platte og billige kopier. Men vi, der er samlere, ved præcis, hvilke karakteristika, vi skal gå efter. Det bliver bare ikke bedre!
Jeg elsker mine, og selv om der sagtens kan gå dage og uger uden jeg ser på dem, kan jeg i et tænksomt sekund i tiden få øje på dem - og så føler jeg et strejf af glæde. Og den overgås faktisk kun af den fornøjelse, det er at finde en ny én, der kan bringe nye dimensioner til den bestående flok.
Som det er med samlinger - og dette er kun et udsnit af min - er de meget svære at skille sig af med, så her og nu er ingen Dalar-heste på vej til hjemmesiden.
Til gengæld er en Babushka klar - og det er vel heller ikke så ringe?
