Louises nye kaffestel...og stadig også lidt mit..
|
Formen er smuk, udvendig er koppen i en hidsig, rød farve og indvendig er farven sort og mat. Helt fantastisk at røre ved – og synet er godt for mine øjne.
Det ved jeg bare!
Jo, okay, den vil nok passe bedre til hende. Det vil hele kaffestellet. Siger jeg til mig selv. Igen og igen.
Louise har en top-retro stue i sit hus i Odense. Med pejs og røde mursten, der er blevet skånet for den ellers så omsiggribende vandskuring. Over pejsen hænger hendes samle-objekter: Broderede udgaver af fiskeren med sydvest og piben i munden. I adskillige, kitschede udgaver…
Det vil passe perfekt i pejsestuen, hvor vi adskillige gange har siddet og fået et glas i larmen fra vores legende drengebørn.
Men hvorfor har jeg så en flig af samme følelse som den oktobermorgen for 14 år siden, da jeg første gang afleverede datteren, min førstefødte, til en dagplejemor?
Vi har selv adskillige kaffestel. Min farmor og mine børns farmor samlede på det samme Rosenborg-kaffestel med romantiske blomster på en cremefarvet bund. Det har vi – og det skiller vi os aldrig af med.
Ja, faktisk drak doktor Hansen af en af ”vores” kopper i Katrine Larsens køkken i ”Matador”, mens hr. Steins farefulde flugt til Sverige blev planlagt i detaljer.
Og sådan er der adskillige kaffestel her i huset, vi elsker.
Men ak, var det så bare kaffestel – og jeg drikker ikke engang selv kaffe.
Her i huset smider ingen af de fire beboere noget væk – og jeg tager mig i at glæde mig over det firebenede, femte familiemedlem, der kun gemmer sin afgnavede kødben i sin egen kurv.
Og så er der mig, der ikke passerer et loppemarked eller en genbrugsbutik uden liiiige at se, om der er noget. Og det er der som regel.
Med det resultat, at nu kan vi næsten ikke være her mere. End ikke efter en ombygning…
Jeg elsker de gamle ting, jeg som 40+ årig husker fra min barndom. Røde, gule, orange, brune, grønne, lilla ting bringer mig tilbage til før verden gik af lave.
Ting, der blev lavet for at de kunne holde - længe – og ikke skulle skiftes ud efter få måneder eller år på husmoderens stramme budget.
Og det er ting, der viser spor efter brug, men som sagtens kan gøre nytte. Og som er meget langt fra det ufunktionsdygtige, men som tværtimod giver os form, farve, patina og i tilgift et smil på læben.
Det er simpelthen så gammel en drøm. At kunne sælge design-ikoner til dem, der ingen problemer har med at køre forbi et loppemarked eller en genbrug’er. Dem, der ikke gider rengøringen, der skal være respektfuld og nænsom – men som alligevel gerne vil have nostalgi, historie og personligt præg på sit hjem.
Så det er egentlig dét, jeg forsøger at sige:
- Goddag - og velkommen til Just Retro. Vores efternavn, javist, men også et forsøg på at understrege, at vi ikke køber gammelt skrammel og sælger det som antikviteter. Ikke meget af det, vi her viser, er over 60 år, så glem alt om antikviteter. Det er bare retro! Og det er fedt…
Kig, hvis du har lyst. Og køb, hvis du ikke kan lade være. Dybest set er det lykkeligt, at passionen også indebærer bæredygtighed og genbrug. Og har vi indirekte opfordret dig til det, og du selv går på jagt – ja, så er vi glade.
For det er svært at sige farvel.
Der er intet af det, vi viser på siden, vi ikke gerne selv ville have. Det er selve kernen i Just Retro – at vi beholdt såmænd gerne det hele selv…hvis vi kunne!
Men det kan vi ikke. Siger jeg snusfornuftigt til mig selv igen og igen, mens jeg pakker det røde-sorte, vesttyske kaffestel i keramik ind i bobler og silkepapir, så det kan klare turen fra Salling til Fyn.
Og så slår det mig, hvorfor det er Louise, der skal have det.
Kaffestellet, der ellers sådan ville pynte på vores juleborde…og der er mange servietter, der ville passe så godt…og når vi er mange…og det er vi tit…selv om det er skåret, så…og finder jeg det igen, så køber jeg det. Igen.
Lover jeg mig selv. Men man skal heller ikke være så materialistisk…formaner jeg samtidig.
Men hov! Der er kun fem tallerkener, så det passer perfekt til Louises familie med tre herlige drenge.
Og så er der den forrygende detalje, jeg først i sidste øjeblik indser, jeg har haft i mine tanker hele tiden.
Når det smukke stel går til én af første-veninderne, er det næsten som om, at det stadig er mit.
- Lidt i hvert fald, tænker jeg og sukker et dybtfølt farvel…
Goddag!
Merete Just
Januar 2012
Kommentarer? Skriv til merete@just-retro.dk
Louises nye kaffestel...og det er stadig - lidt - mit!
|
